Planlægger til drikkevandskvalitet hos Frederiksberg Forsyning

Vil du være med til at sikre drikkevand af høj kvalitet til Frederiksbergs borgere og virksomheder - hver eneste dag? Trives du med at arbejde i krydsfeltet mellem data, analyse og praksis? Så har vi måske jobbet til dig. 

Vi søger en planlægger, hvis hovedopgave knytter sig til vandkvalitet gennem hele værdikæden – fra grundvandsressource til drikkevand hos forbrugerne. Samtidig får du en central rolle i at drive og videreudvikle vores kvalitetsledelsessystem - ISO 22000. 

Stillingen er en planlæggerrolle med faglig specialisering inden for grundvand og vandkvalitet.

Om jobbet
Frederiksberg Forsyning arbejder målrettet for en sikker forsyning af drikkevand. Det gør vi blandt andet ved systematisk at følge udviklingen i vandkvaliteten i vores indvindings- og moniteringsboringer. I 2022 satte vi et nyt Frederiksberg Vandværk i drift med avanceret vandbehandling, herunder rensning for miljøfremmede stoffer og blødgøring. 

Som planlægger indgår du i et tæt samarbejde blandt andet med kollegaer fra driften af vandværket og kolleger i Plan og Projekt. Du får en central rolle i at omsætte ændringer i vandkvaliteten til konkrete handlinger.

Du bliver samtidig ansvarlig for vores kvalitetsledelsessystem for drikkevand. I dag understøttes arbejdet af en ekstern rådgiver, men på længere sigt skal opgaven varetages internt. Du indgår i et tværgående kvalitetskoordinatornetværk i Frederiksberg Forsyning.

Dine opgaver
Dine primære opgaver kan inddeles i to hovedområder:

Vandkvalitet
Du skal

  • overvåge og analysere udviklingen i vandkvalitet - fra grundvandsressource til forbruger
  • udarbejde tekniske notater, rapporter og bidrage til myndighedsarbejde
  • understøtte udvikling databaser, værktøjer og struktur for håndtering af vandkvalitetsdata
  • bidrage til eller være projektleder på projekter inden for boringer, vandkvalitet og vandbehandling.

Kvalitetsledelse
Du skal

  • drive og vedligeholde ISO 22000-certificeringen for drikkevandsområdet
  • fungere som bindeled mellem drift, projektorganisation og ledelse
  • deltage aktivt i kvalitetsledelsesnetværket og bidrage til fælles læring og forbedringer.

Du bliver en del af afdelingen Vand, hvor planlæggere og projektledere arbejder tæt sammen om vandforsyningen på Frederiksberg. Her værdsætter vi høj faglighed, samarbejde og plads til at udfordre hinanden. 

Afdelingen er en del af Plan og Projekt, Vand og Spildevand og du får 13 engagerede kolleger, der arbejder med alt fra ledningsnet og anlægsprojekter til planlægning, vandressourceforvaltning og klimatilpasning. Du kommer til at referere til leder for Vand, Anne Stalk, som har fokus på trivsel og udvikling: 

"Det er en af mine vigtigste opgaver at skabe de bedst mulige rammer for arbejdet. Når medarbejdere trives og får mulighed for at udvikle sig, præsterer de bedre og bidrager med entusiasme og kreativitet”.

Om dig
Du er fagligt stærk og har interesse for både vandkvalitet og systematisk kvalitetsarbejde. Du trives i krydsfeltet mellem data, analyse og samarbejde med kolleger og myndigheder.

Vi forestiller os, at du:

  • har en relevant natur- eller ingeniørfaglig uddannelse, fx som ingeniør, geolog, miljøbiolog eller lignende
  • har mindst 5 års erfaring med drikkevandsproduktion, vandkvalitet og grundvandsressourcer
  • har arbejdet med kvalitetsledelse eller ISO-systemer, fx ISO 22000
  • arbejder struktureret og analytisk og kan omsætte data til klare faglige vurderinger
  • har stærke samarbejdsevner og kan formidle komplekse problemstillinger tydeligt.

Vi tilbyder
Vi tilbyder et alsidigt job med ansvar og selvstændig tilrettelæggelse af arbejdet. Du får løbende 1:1-samtaler med din leder, hvor bl.a. opgaver, udvikling og efteruddannelse drøftes. 

Derudover får du adgang til en række goder, bl.a. sportsfaciliteter, en aktiv personaleforening, sundhedsforsikring og sociale arrangementer.   

Stillingen er på 37 timer om ugen ekskl. frokost. Vi tror på, at en god balance mellem arbejde og privatliv skaber trivsel og harmoni. Derfor tilbyder vi et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor du har mulighed for at tilpasse dine arbejdstider. Lønnen bliver fastsat med udgangspunkt i dine kompetencer og inkluderer en pensionsordning. Du har flextid og får samlet 7 ugers fri om året fordelt på 5 ugers ferie, 5 feriefridage og 5 lukkedage. 

Din primære arbejdsadresse bliver Stæhr Johansens Vej 38, 2000 Frederiksberg.

Interesseret?
Send din ansøgning og dit CV online senest søndag den 24. maj 2026. Vær opmærksom på, at vi holder samtaler løbende.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Anne Stalk, leder for Vand, på tlf. 30 76 63 46.

Vi vil indhente referencer som led i ansættelsesprocessen.

Mød nogle af vores gode og dedikerede ansatte, der fortæller om deres opgaver og deres bidrag til en bæredygtig by på vores hjemmeside: https://www.frb-forsyning.dk/job

 

Du kan læse vores privatlivspolitik for ansøgere på vores hjemmeside: https://www.frb-forsyning.dk/Default.aspx?ID=3097

Frederiksberg Forsyning sikrer byens borgere stabil adgang til drikkevand, fjernvarme, bygas og fjernkøling samt håndtering af regn- og spildevand. Vi spiller en aktiv rolle i Frederiksbergs klimasikring og byudvikling, hvor vi, med den tredobbelte bundlinje, har et særligt fokus på de miljømæssige, sociale og økonomiske forhold som følger af vores leverancer.

Vi er et selvstændigt aktieselskab, 100 % ejet af Frederiksberg Kommune, med cirka 160 medarbejdere og en årlig nettoomsætning på omkring 750 mio. kr. Vi investerer løbende i grøn omstilling, digitalisering og moderne faciliteter for at sikre fremtidens forsyning.

Medarbejdertrivsel, udvikling og diversitet er en vigtig del af vores kultur. Vores medarbejdere bidrager hver dag til at gøre Frederiksberg til en fremtidssikret by, hvor forsyningssikkerhed, innovation og samfundsansvar går hånd i hånd.

Du kan læse mere om Frederiksberg Forsyning på www.frb-forsyning.dk

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Anne Stalk Leder for Vand 3076 6346
Frederiksberg Forsyning A/S
Stæhr Johansens Vej 38
2000 Frederiksberg
CVR 28500769