Medarbejder til drift og vedligehold af spildevandsanlæg hos Frederiksberg Forsyning
Kan du lide at arbejde udendørs, tage ansvar for dine opgaver og være en del af et stærkt team? Trives du med en fast arbejdsplads og faste arbejdstider - og en hverdag med varierede opgaver? Så er du måske vores nye kollega i Frederiksberg Forsynings spildevandsteam.
Du bliver en del af et lille men meget erfarent team, der hver dag arbejder for at sikre, at Frederiksbergs spildevandsanlæg fungerer sikkert og effektivt. Du får en vigtig rolle i driften og vedligeholdelsen af kloaknettet, bassiner og øvrige anlæg, som er afgørende for byens infrastruktur.
Hos os får du en hverdag med stor frihed under ansvar, moderne udstyr og kolleger, der hjælper hinanden. Vi er en stabil arbejdsplads med fokus på sikkerhed, faglighed og trivsel.
Vi tilbyder
- Stillingen er på 37 timer ekskl. frokost om ugen.
- Attraktiv lønpakke, du bliver ansat på funktionærlignende vilkår iht. Industriens Overenskomst.
- Up-to date værktøj, biler, maskiner og arbejdstøj.
- Sundheds-, heltidsulykkes- og gruppelivsforsikring.
- 7 ugers fri, bestående af 5 ugers ferie, 5 feriefridage samt 5 årlige lukkedage.
- Mulighed for efteruddannelse og faglig udvikling.
Du får adgang til en række goder, bl.a. en aktiv personaleforening, sociale arrangementer og sportsfaciliteter, med dame- og herreomklædningsfaciliteter, vask af arbejdstøj, motionsrum m.m.
Fast mødetid:
- mandag-torsdag kl. 06:45-15:00
- fredag kl. 06:45-13:15
Du møder fast på Frederiksberg Forsynings adresse.
Jobbet
Du bliver en del af entrepriseafdelingen med mere end 20 kolleger, som sammen drifter og vedligeholder Frederiksbergs vand-, spildevands-, fjernvarme- og bygasanlæg.
I spildevandsteamet arbejder vi blandt andet med:
- Drift og vedligeholdelse af kloaknettet
- Rensning af sandfang og bassiner samt vedligeholdelse af klimaanlæg
- Spuling og inspektion af ledningsnet og bygværker
- Reparation af mindre skader på stikledninger og anlæg samt udskiftning af dæksler, karme og pakninger
- Samarbejde med kolleger, formænd og projektledere om den daglige drift
Arbejdet foregår primært udendørs og byder på en afvekslende hverdag, hvor ingen dage er helt ens.
Om dig
Du har gerne baggrund fra kloak-, anlægs-, entreprenør- eller driftsarbejde og trives med praktiske opgaver.
Vi lægger vægt på, at du:
- Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar
- Har teknisk forståelse og praktisk sans
- Trives med fysisk arbejde udendørs
- Bidrager positivt til samarbejdet
- Har fokus på sikkerhed og kvalitet
Det er en fordel, hvis du har kendskab til kloak- eller ledningsarbejde, tekniske anlæg, gravearbejde eller spuling.
Kvalifikationskrav:
- Du taler og læser dansk
- Du har kørekort B
- Du har gyldig opholds- og arbejdstilladelse
Sådan ansøger du:
Send dit CV plus et par linjer om, hvorfor du søger online senest fredag den 14. august 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte, Aut. kloakmester, Michael Garro Throksø på +45 30 76 65 43.
Vi vil indhente referencer som led i ansættelsesprocessen.
Mød nogle af vores gode og dedikerede ansatte, der fortæller om deres opgaver og deres bidrag til en bæredygtig by på vores hjemmeside: https://www.frb-forsyning.dk/job
Du kan læse vores privatlivspolitik for ansøgere på vores hjemmeside: https://www.frb-forsyning.dk/Default.aspx?ID=3097
Frederiksberg Forsyning sikrer byens borgere stabil adgang til drikkevand, fjernvarme, bygas og fjernkøling samt håndtering af regn- og spildevand. Vi spiller en aktiv rolle i Frederiksbergs klimasikring og byudvikling, hvor vi, med den tredobbelte bundlinje, har et særligt fokus på de miljømæssige, sociale og økonomiske forhold som følger af vores leverancer.
Vi er et selvstændigt aktieselskab, 100 % ejet af Frederiksberg Kommune, med cirka 160 medarbejdere og en årlig nettoomsætning på omkring 750 mio. kr. Vi investerer løbende i grøn omstilling, digitalisering og moderne faciliteter for at sikre fremtidens forsyning.
Medarbejdertrivsel, udvikling og diversitet er en vigtig del af vores kultur. Vores medarbejdere bidrager hver dag til at gøre Frederiksberg til en fremtidssikret by, hvor forsyningssikkerhed, innovation og samfundsansvar går hånd i hånd.
Du kan læse mere om Frederiksberg Forsyning på www.frb-forsyning.dk